Elite Aabenraa

Elite Aabenraa

Elite Aabenraa er en institution i Aabenraa Kommune, der arbejder med talentudvikling og eliteidræt.


Elite Aabenraas formål er at skabe gode miljøer for talentudvikling i Aabenraa Kommune. For at det skal lykkes, kræver det løbende udvikling og et stærkt samarbejde med talenter, klubber og erhvervsliv i Aabenraa Kommune. Udover at være partner i SARAA tilbyder Elite Aabenraa støtte og vejledning til Aabenraa Kommunes idrætstalenter igennem en talentordning for børn i alderen 14-15 år, samt en Collegeordning, som i høj grad bliver koblet sammen med udøverne på SARAA. Vil du høre mere om de to ordninger, er du velkommen til at kontakte Eliteidrætskonsulenten

Uffe Lykke Vind

uv@aabenraa.dk, tlf. 30462917

Vision og målsætning

Elite Aabenraa ønsker at fremme unges muligheder for at prøve deres sportstalent af og dyrke idræt på eliteniveau.

I et bredere perspektiv ønskes det at fremme de “gode historier”, der kan være med til at sætte fokus på Aabenraa Kommune som et attraktivt sted at bo og uddanne sig.

Elite Aabenraa ønsker at indfri følgende via eliteidrætskonceptet:

  • Etablere et lokalt kraftcenter med adgang til passende træningsfaciliteter
  • Sikre den sportslige kapacitet i klubberne så der skabes bedre rammer for talentudvikling
  • Præsentere idrætsmæssige resultater
  • Inddrage det lokale erhvervsliv i forbindelse med understøttelsen af lokale idrætstalenter
Talentudvikling

Elite Aabenraa bruger Team Danmark og Danmarks Idrætsforbunds definitioner på talent:

Talent er:

“Kompetencer og færdigheder, der er udviklet på baggrund af medfødt potentiale og mange års interaktioner i et miljø med målrettet træning og konkurrence.”

Et talent er:

“En ungdomsatlet med kompetencer og færdigheder i en sportsgren, som sandsynliggør en langsigtet udvikling til senioratlet på højt niveau.”

I forbindelse med Elite Aabenraa omfatter eliteidrætten de sportsfolk indenfor hold- og individuelle idrætsgrene, som deltager i internationale mesterskaber, eller deltager på det højeste eller næsthøjeste nationale plan inden for den givne sports konkurrencestruktur i Danmarks Idrætsforbund regi.

For ovennævnte gælder, at der er tale om seniorer og udøvere ned til 15 år.

Værdier i talentudvikling

Elite Aabenraa arbejder ud fra Team Danmarks værdisæt for talentudvikling.

Dette består af nedenstående fem værdier:

Helhed: Fokus på talenters samlede miljø

Udvikling: Fokus på færdigheder og med det langsiftede mål for øje

Samarbejde: Med talentet i centrum og involvering af nøglepersoner

Engagement: Træneren er afgørende for talentets udvikling og fastholdelse

Trivsel: Glæde til træning og evne til at håndtere modgang.